en hobby

rumsteret i baghovedet

Ovenstående er et citat fra en af deltagerne i RuPaul’s Drag Race (elsker den serie), og det ramte mig så hårdt. Det har ligget og rumsteret i baghovedet, siden jeg hørte det i programmet, fordi frygten altid har været min stærkeste drivkraft.

• Frygten for ikke at være god nok
  Frygten for at mislykkes
  Frygten for at være ligegyldig
  Frygten for at være svag
  Frygten for at blive valgt fra
  Frygten for ikke at leve “mit bedste liv”
  Frygten for at tage dårlige beslutninger
  Frygten for andres dømmende blikke og tanker

Jeg kan tro på mig selv i glimt, og jeg kan udadtil virke meget selvsikker. Denne her blog har været et forsøg på at kaste min frygt og usikkerhed ud i det åbne, og dermed forhåbentlig få den til at fylde mindre i mig.

Jeg tror, frygten har fået lov til at få så meget plads på grund af ting, jeg har oplevet gennem mit liv. Den har fået lov til at fylde ekstra meget, fordi jeg endte i en branche, hvor jeg på ingen måde følte mig tilpas og havde et kæmpe behov for at bevise, at jeg godt kunne passe ind alligevel. Jeg kunne ikke se, at frygten fyldte så meget som drivkraft, at der ikke var plads til et gram af selvtillid.

Min terapeut

Min terapeut bad mig for nogle måneder siden om at komme i tanke om en hobby, som gjorde mig virkelig glad, og som jeg ikke har prioriteret de sidste par år. Først kunne jeg ikke komme i tanke om noget, men så begyndte jeg at tænke tilbage på tiden mellem 2010-2014, hvor jeg havde en madblog. Jeg startede bloggen under min studietid, og den var sådan et frirum for mig, og helt sikkert også en af grundene til, at jeg senere fik tanken om at starte en mere personlig blog. Jeg elsker at læse blogs med noget på hjertet, og ville gerne selv bidrage til den kategori.

Mad er sådan en glæde for mig. Et godt måltid er den bedste omsorg, og at holde middage for venner er helt oppe på toplisten over ting, jeg elsker. Men de sidste par år har jeg mistet lysten og selvtilliden i køkkenet, hvilket jeg har været ret ked af. Så efter snakken med min terapeut begyndte jeg at lave mad igen, bare for mig selv til at starte med.

glæden ved madlavningen

Det var overraskende for mig hvor hurtigt jeg fandt tilbage til glæden ved madlavningen, og en idé jeg har haft i baghovedet de sidste par år tog pludselig form, og er blevet til noget konkret. Det føles lige nu som om jeg har fundet hjem. Jeg ved ikke, hvad det ender med, men jeg prøver ihærdigt at tage det et skridt ad gangen. Faktum er i hvert fald at jeg har startet en instagramkonto, der hedder Vegetarisk Hverdag (@vegetariskhverdag), hvor jeg håber på at kunne inspirere med velsmagende vegetarisk hverdagsmad. Kombinationen af madlavning, det kreative i stylingen, fotografering og tekstskrivning passer mig så godt. Og jeg nyder at have et projekt som kun handler om noget glædesfyldt.

Lige nu føler jeg mere selvtillid omkring Vegetarisk Hverdag end frygt, og det er faktisk ret befriende. Og en prioritet for mig! Jeg vil insistere på, at det skal være en selvtillidsprojekt. Det er også en forklaring på, at jeg har taget et skridt væk fra denne her platform for nu, da jeg har brug for at fokusere på det, der gør mig glad for stunden.