vi er for tykke, for kedelige, for dumme, for dovne

Jeg har brugt rigtig meget af de sidste to måneder på at prøve ikke at bebrejde mig selv for mine psykiske udfordringer. Det er svært. Jeg tror de fleste af os kan nikke genkendende til følelsen af at være vores egen værste fjende. Vi synes, vi er for tykke, for kedelige, for dumme, for dovne, for meget, for lidt. Idéen om at skulle tale med sig selv som en god veninde er fin, men også fucking umulig oftest.

klip på youtube

Jeg så et klip på youtube i går med en psykolog som lavede den klassiske sammenligning mellem depression og et brækket ben. Analogien om at hvis man havde en nærstående som brækkede et ben, ville man ikke efterlade dem i grøftekanten, og sige at de skulle tage sig sammen. Det kan man til gengæld have en tendens til med mennesker med psykisk sygdom, fordi det er så usynligt og svært at forstå. Specielt for én selv.

Jeg har slået (slår stadig til tider) mig selv oven i hovedet med tanker om, at jeg burde tage mig sammen, hvorfor kan jeg ikke bare få et job og få det til at fungere og hvorfor skal jeg sabotere mit liv for mig selv.

Men jeg forstår også, at min hjerne er skadet, og at jeg skal lære at forstå den bedre. At jeg skal prøve at se på den mere som en muskel, der skal trænes. Som et overbelastet knæ, som langsomt skal genoptrænes. Det kommer til at gøre ondt i et stykke tid endnu, og det er umuligt at sige hvor længe.

forskningsprojekt

Jeg deltager nu i et forskningsprojekt gennem jobcenteret. Det er et tilbud for sygemeldte med stress, angst og depression, og jeg var der første gang for en uge siden for at gennemgå en udredning med en psykiater og en behandler. Et to timer langt interview med standardiserede spørgsmål, som skulle kortlægge, hvorvidt jeg var kvalificeret til at deltage i projektet. Gik derfra med beskeden om, at jeg har en moderat depression og generaliseret angst.

Moderat depression og generaliseret angst.

Jeg troede, jeg havde stress. Psykiateren sagde, at de ikke skelner så meget mellem stress og depression, fordi det er lidt af en hønen og ægget situation. Man kan nærmest ikke have det ene uden at have det andet, og det er svært at vide, hvad der kom først. Men i mit tilfælde hældte han altså til, at depressionen var mest fremtrædende.