Bloggen og min instagram

Jeg tror, det er fremgået af bloggen og min instagram, at jeg går igennem en svær periode. Det er ikke unikt for mig at have det tungt. Jeg føler, at jeg har levet på kanten af depression siden jeg var teenager. Der er en konstant melankoli, som jeg lever med, og som nogle gange tager over.

opgivet tanken

Jeg tror, jeg har opgivet tanken om, at jeg nogensinde bliver en rigtig glad og tilfreds person. Jeg ved ikke, om det handler om den bagage, jeg har med mig fra mit liv eller om det er noget jeg er født med. Jeg har ønsket mig at være glad lige så længe jeg kan huske. Det er noget, jeg evigt stræber efter. Og det er nok også derfor, jeg bliver så skuffet over mig selv, hver gang jeg mærker tungheden.

Da jeg var yngre troede jeg, at det var noget jeg kunne fixe. At hvis jeg bare blev tynd, flyttede hjemmefra, fik en kæreste, fik gode karakterer, eller bare “tog mig sammen”, SÅ ville jeg blive glad og tilfreds. De tanker tror jeg ikke, jeg er alene med.

Jeg læser meget om billeder og fotografering

objektivt

Rent objektivt har jeg præcis det liv, som jeg gerne vil have lige nu. Jeg har min egen (succesfulde, set fra et økonomisk perspektiv) virksomhed, jeg har friheden ved at være selvstændig, jeg er gift med den person, som jeg vil leve mit liv med, vi er lige flyttet ind i en skøn lejlighed, og jeg har masser af dejlige venner. Men det er præcis det, som gør det så svært ikke at have det godt. Der er ingen ydre faktorer, jeg kan skyde skylden på. Der er kun mig, og jeg er problemet. Fuck.

Jeg føler mig konfronteret med, at jeg ikke kan fixe det her. Når jeg er nede i en dal, føles det som et faktum, at jeg altid vil have det tungt og svært. Og jeg er så pisse træt af alle kaostanker og mental selvdestruktivitet. Jeg elsker Danmark – Pump en hest?

blog

Da jeg startede denne her blog, havde jeg en forventning om, at jeg ville kunne fortælle om en tydelig (positiv) udvikling til glæde og tilfredshed, og det er bare ikke tilfældet. Jeg har arbejdet så sindsygt meget med mig selv det sidste år, og det har virket i perioder. Senest tilbage i januar/februar, hvor det føltes som om det hele nok skulle gå. Jeg var stolt af mig selv og nød livet. Jeg var ægte glad. Det bliver jeg forhåbentlig igen, selvom det ikke føles sådan lige nu.

Jeg skriver ikke det her for at få gode råd, medlidenhed eller andet. Jeg skriver det, fordi jeg synes, det er vigtigt at sige højt. Specielt fordi jeg ved sådan helt objektivt, at jeg lever et godt og velsignet liv på trods af, at jeg kæmper med mit psyke i perioder. Og det tror jeg, der er mange andre end mig, der gør og som vælger at gå alene med det, fordi det er for skamfuldt at sige højt.

den egoistiske årsag

Jeg skriver også om det af den egoistiske årsag, at jeg ved det hjælper mig med at acceptere, at det er sådan her, jeg har det lige nu. Jeg ved af erfaring at accepten af mine egne følelser, er det eneste som kan få mig ud på den anden side. At det er ok at have det dårligt i en periode, at jeg kan lave fine ting, mens jeg har det dårligt. Jeg kan grine sammen med venner, jeg kan tage på udflugt ud i naturen og få noget ud af det, samtidig med at der ligger en tunghed over brystet og jeg måske fælder nogle tårer undervejs. Det er ikke sort-hvidt det her med at føle sig nede.

I eftermiddag skal jeg til terapi, og det glæder jeg mig til. Jeg er priviligeret på den måde, at jeg har råd til at betale for det. Det ved jeg at mange andre som behøver det ikke har, og køerne med en henvisning er lange. Det bedste man kan gøre uanset om man har råd til psykolog eller ej, er at snakke med nogen. Snak med dine venner, din familie, dine kolleger. Og prøv at husk på, at det er så sindssygt normalt i perioder at føle at alt er tungt og svært, også selvom solen skinner.

Find god inspiration her

Da jeg for nogle uger siden skrev ud på Instagram for at høre, om der var nogen, der kendte til et sommerhus André og jeg kunne låne/leje over pinsen, fik jeg den fineste invitation fra Emma som tilbringer størstedelen af 2018 på en gård uden for Svaneke.

Så da André og jeg netop havde bestemt os for at droppe sommerhusplanerne og i stedet besøge min veninde som er præst på Bornholm uden for Rønne, var der ingen tvivl om, at vi skulle et smut forbi Kjøllergård og hilse på Emma!