definerer mig

symptomerne

Det er lidt uklart for mig, hvorfor det føles så forskelligt for mig at sige, at jeg har stress og at sige, jeg er deprimeret. Stress er så tydeligt arbejdsrelateret for mig, hvor depression er en mere generel sygdomstilstand? Måske har jeg tænkt, at hvis man er deprimeret kan man ingenting, man kan knapt stå op om morgenen. Og jeg har trods alt kunnet opleve glimt af glæde undervejs. Jeg er generelt god til at nyde de små ting. Men når jeg læser om depression kan jeg godt se, at jeg har en del af symptomerne, samt hvor tæt symptomerne på depression rent faktisk ligger op ad symptomerne på stress.

Jeg brugte torsdag og fredag på at fordøje beskeden. Nu tror jeg, at det er landet lidt. Jeg tager det ikke på mig som en identitet eller som et label, der definerer mig. Og måske er det i virkeligheden også lige meget, om jeg kalder min tilstand stress eller depression, bare jeg anerkender, at den er der, og at jeg skal tage det alvorligt og finde ud af, hvordan jeg ændrer mit liv til det bedre og i billeder.

Nogle gange ønsker jeg

Nogle gange ønsker jeg, at der var nogen, der ville sige, at jeg har en serotonin ubalance og “bare” skal tage en pille hver dag, som ville kurere mig og give mig ro i mit hoved. Jeg ved, at det sikkert ikke er så enkelt. Jeg er bare så uendeligt træt af at gå i terapi og prøve at blive ven med min hjerne. Når hjernen er syg, men man selv har ansvaret for at få styr på sine tanker, er det let at bebrejde sig selv for ikke at få det bedre (hvilket selvfølgelig er fuldstændig ukonstruktivt).

Så jeg har altså et brækket ben. Bortset fra at det er min hjerne. Og det må jeg finde ud af, hvordan jeg lever med. Læs mere på Bloggen.